Hvordan man... hvordan virker... hvordan kan...

Hvordan får jeg et godt indeklima med planter?


Et godt indeklima er vigtigt, ingen tvivl om det. Sundhedsstyrelsen har en række anbefalinger for rengøring og udluftning, men det er muligt at gøre endnu mere med helt naturlige midler – Stueplanter.

 

Der er lavet en del undersøgelser af forskellige planter med henblik på luftrensning. De fleste ved nok, at ilt, O2, er nødvendigt. Men planter kan også fjerne forskellige naturlige kemikalier i luften og på den måde give et bedre indeklima. Mennesker og dyr afgiver nemlig ”VOC”, som er ”volatile organic compounds”, eller på dansk ”flygtige organiske forbindelser”. Det kan være alt fra hudceller til prutter, og andre mikroskopiske stoffer der drysser og siver fra os. Samtidigt afgiver alle møbler, maling, IT-udstyr osv. også en masse kemikalier, men disse kan sjældent fjernes af planter. Det er desuden heller ikke alle VOC'er planter kan fjerne.

 

Hvorfor skal jeg have forskellige planter?

Alle planter omsætter kuldioxid til ilt, eller de noget lettere kemiske betegnelser CO2 og O2. Men nogle planter er bedre til det end andre, og visse har andre egenskaber, så som nedbrydning af VOC'er, eller at de slet og ret er lette at holde.

 

Hvilke planter gør en forskel for et godt indeklima?

Du kan som nævnt bruge alle planter, men der er 3 planter der er rigtigt gode for indeklimaet i forhold til mennesker. Både fordi de konverterer utroligt meget CO2 til O2 i forhold til størrelse og krav, men også fordi er relativt lette at holde.

 

De 3 planter er:

Chrysalidocarpus lutescens - Guldfrugt­palme (Palme)

Sansevieria trifasciata - Svigermors skarpe tunge (Bajonetplante)

Epipremnum aureum – Guldranke (Slyngplante)

 

De latinske navne er lidt svære at have med at gøre i daglig tale, men gør det utroligt let at finde dem i et plantecenter.

 

Guldfrugtpalmen, og palmer generelt, konverterer CO2 til O2 i dagslys, samt renser luften. Den skal vandes når jorden er tør, og helst ikke overvandes. Den har det bedst ude af direkte sollys, men klarer det normalt hvis den får vand nok, den får bare gule blade og fungerer knap så effektivt.

 

Guldranken er som palmen ikke så glad for direkte sollys, og så er den mere følsom overfor overvanding.

 

Svigermors skarpe tunge, bajonetplanten konverterer CO2 til O2 når det er mørkt, og kaldes også ”sovekammerplanter”. De er gode at have i soveværelset, da de forsyner lokalet med frisk luft natten igennem. En anden ting der gør denne plante rigtigt god er dens overlevelsesevne. Den er svær at slå ihjel, og lukker bare ned hvis den ikke får vand. Samtidigt vokser den og er yderst effektiv, når den får rigeligt med vand. Planten er ideel for os der ofte glemmer at vande.

 

Hvor mange planter skal der bruges til at forbedre indeklimaet?

Der findes et væld af undersøgelser der dokumenterer de forskellige planters effekt på indeklimaet. Man burde, i teorien, kunne leve i en osteklokke hvis man har planter nok. De 3 planter her i artiklen skulle i teorien være nok, hvis du har nok af dem. Det vil pr. person kræve 4 - 5 guldfrugtpalmer i skulderhøjde, 6 – 8 bajonetplanter på en meters højde, og slyngplanter med 100 – 200 blade. Det kan være svært at finde plads til så mange planter, men nu lever vi ikke hermetisk lukket. 2 store bajonetplanter og en slyngplante i soveværelset, kan gøre en stor forskel for din nattesøvn. Indeklima er andet end luft Men en anden god grund til at anskaffe planter er, at det giver et godt mentalt indeklima. De fleste mennesker reagerer positivt på grønne omgivelser.

 

Andre "gode" planter

Da alle planter jo som nævnt konverterer CO2 til O2 kan man sagtens bruge andre planter. Disse planter er også kendt for deres store konverteringsevne:

 

Draceana deremensis (Afrikansk dræcena)

Ficus benjamina (Stuebirk)

Phalaenopsis (Orkidé)

Schefflera arboricola (Småbladet paraplytræ)

Spathiphyllum (Fredslilje)

Syngonium podophyllum (Gåsefod-syngonium)

Aloe vera (Læge-aloe)

Chlorophytum elatum (Ederkoppeplante)

indeklima, planter - Hvordan.dk -